Skip til hoved indholdet

Kunsthåndværk og kræmmermarkeder

Kunsthåndværk og kræmmermarkeder

Krudtværksmarked

 

Krudtværksmarkedet er et brag af et marked for alle aldre. Markedet finder du på Krudtværksarealet den første lørdag i maj måned hvert år. Der er gratis entré til hele herligheden.

 

Det traditionsrige marked rummer en bred vifte af stemninger og tilbud. Der er madboder på Krudtværksalléen, der får tænderne til at løbe i vand, loppeboder der frister øjet og lokker med gode fund og endelig er der musik fra markedets to scener.

 

Krudtværksmarkedet er et af Nordsjællands hyggeligste markeder og tiltrækker hvert år et stort publikum.

 

Kunsthåndværkermarkedet Beddingen

 

Er du på jagt efter unikt kunsthåndværk, så skal du helt klart besøge Kunsthåndværkermarkedet Beddingen - et årligt professionelt kunsthåndværkermarked på Hundested Havn, der afholdes midt i juni.

Markedet holder til i to gamle bådhaller, og udstillerne er medlemmer af Danske Kunsthåndværkere og andre professionelle, der skaber værker af høj kvalitet. Der vil også være et børnekunsthåndværkermarked, hvor udvalgte, kreative børn fra Halsnæs udstiller og sælger deres værker. Har du børnene med, har de mulighed for at prøve kræfter med forskellige materialer og fremstille egne kunstværker. Der er gratis entré til markedet, og kan du ikke få nok af smukt kunsthåndværk, så slå også et smut forbi glaspusteriet på Hundested Havn. Her kan du se glaspusterne skabe smukke kreationer - en spændende oplevelse for både børn og voksne!

 

Ole's Genbrug

 

På Vanggården kan du besøge Oles genbrugsmarked, som er fyldt af alt hvad hjertet kan begære for den drevne loppejæger. Der er åbent hver weekend året rundt og i sommerperioden kan du lede efter skjulte skatte hver eneste dag.

Sidst ændret:

tirsdag, 28. december, 2021 - 16:14